   
Grey, K.: Ledmåling. En undersøgelse af
nøjagtighed og reproducerbarhed. August 1988.
DEL 1: VINKELMÅLER
DEL
2: ØJEMÅL
Projektet er planlagt og udført i 1988 på
Aalborg Sygehus, Fysioterapien Sygehus Nord.
Pilot-projekt.
Resumé:
Undersøgelse af variation ved ledmåling. 5
terapeuter udfører serier på 10-20 vinkelmålinger på 2 modeller og
på knæet ved én forsøgsperson. Variationen er mindst ved måling på
en tegnet vinkel (3 grader), og størst ved måling på forsøgsperson.
Her var mindste median 135 grader (terapeut 1), og største median
var 160 grader (terapeut 2). Den største individuelle variation var
15 grader (min.-maks.).
Ledmåling kræver omhu for at være nøjagtigt.
Man bør undlade at skifte terapeut ved serier af målinger på samme
patient.
Problemformulering:
Der hersker tvivl om nøjagtigheden af ledmåling
i daglig klinisk brug, og om hvorvidt forskellige terapeuter måler
med samme resultater til følge.
Hypotese:
Der er betydelig variation mellem ledmålinger
foretaget på forskellige tidspunkter, især hvis forskellige
terapeuter udfører målingerne.
Metode:
5 fysioterapeuter har udført en række
vinkelmålinger med det formål at belyse variationen i ledmålinger og
evt. forklare, hvori variationen består.
Det blev udført 10 til 20 målinger på hvert af
de 3 objekter:
- Objektet var en vinkel af tilfældig
størrelse dannet af to rette linier.
- objektet var en omrids-tegning af et knæ
med lår og underben i tilfældig placering.
- Et sæt af målinger blev udført på
undertegnedes højre knæ. Undersøgerne blev instrueret i at
undersøge maksimal passiv bevægelighed i knæet med flekteret
hofte i rygliggende stilling.
Flg. målinger blev udført:
- Terapeut nr. 1 (T1) udførte 3 x 10
målinger
- T2 udførte 2 x 20 målinger
- T3 udførte 3 x 15 målinger
- T4 udførte 3 x 10 målinger
Disse fire terapeuter brugte samme vinkelmåler,
en Zimmer, 15 cm lang og med en skalainddeling med 5 grader
intervaller. Aflæsningsnøjagtigheden skønnes at være +/- 1 grad.
- T5 udførte 2 x 20 målinger
Her blev imidlertid brugt en Zimmer
vinkelmåler, der er 25 cm lang og har en gradinddeling på 1 grad.
Aflæsningsnøjagtigheden formodes at være +/- 0,25 grader.
Tanken bag projektets 3-deling er
1.
at man ved 1. objekt kunne isolere de fejl, som opstår ved placering
og aflæsning af vinkelmåleren,
2.
at der ved omridstegningen er mere usikkerhed ved placeringen af
vinkelmålere, fordi man mangler omdrejningspunktet (vinkelspidsen)
og nøjagtige sigtelinier (vinkelbenene). Selve stillingen (og
omdrejningspunktet) er dog ”frosset fast” på tegningen,
3.
at ved den egentlige ledmåling, har man yderligere de variationer,
der stammer fra bløddelenes og leddets elasticitet, samt
forsøgspersonens eventuelle medvirken og modstand.
Tidsfaktoren spiller også ind ved den levende
patient (objekt 3). Måling på forskellige tidspunkter af dagen vil
kunne vise døgnvariationer, effekt af gentagne forsøg osv. Dette er
ikke belyst yderligere.
Fejlene ved 1. objekt forventes at indgå igen
ved 2 og 3. objekt, ligesom fejlene i 2 indgår i 3.
Men ikke omvendt.
Der forventes 2 slags variation:
¨
Den, som hver undersøger laver ved gentagne målinger (intra-individuel)
¨
Variationen mellem de forskellige undersøgere (inter-individuel)
Til beskrivelse af målingerne er brugt median,
samt største og mindste måling.
(Medianen erstatter gennemsnittet som
midtpunktmål. Hvis man stiller målingerne op efter størrelse og
tager den midterste værdi, har man medianen, f.eks. nr. 8 i rækken
ud af 15)
Resultater:
Antallet af målinger er for lavt til at
generalisere for meget.
Se skema 1-3:
vinkelmaal
Objekt 1, -skema
vinkelmaal Objekt 2, -skema
vinkelmaal Objekt 3, -skema
Konklusion/diskussion:
Resultaterne taler næsten for sig selv.
Der er en udmærket illustration af, at fejlenes
størrelse øges fra objekt 1 til objekt 3, både for hver terapeut og
mellem terapeuterne.
Man kunne bruge differencen mellem maksimum og
minimum i 1., 2. og 3. objekt nemlig 3, 15, og 35 grader og tillægge
variationen forskellig årsag, nemlig at:
- 3 grader stammer fra placering og
aflæsning
- 15 minus 3 grader = 12 grader stammer fra
udefineret 0-pkt og utydelige akser (vinkelben)
- 35 minus 15 = 20 grader stammer fra
leddets elasticitet m.v.
Ser man på de individuelle variationer ved
objekt 3, som er mellem 7 og 15 grader, fremgår det at en enkelt
undersøger skaber mindre variation end en gruppe. Der er 35 grader
mellem gruppens mindste og største måling. Det er altså bedre, at
lade den samme undersøger vurdere en patients fremgang.
Man kan tage højde for usikkerheden i
målingerne ved at udvise omhu og konsekvens. En vinkelmåler med
lange ”ben” og fin gradinddeling øger nøjagtigheden. Det hjælper at
indtegne leddets omdrejningspunkt på patientens hud og evt. tegne
sigtelinier på huden, hvor vinkelbenene skal ligge.
Det viser sig i undersøgelsen at ledmåler ikke
anvendes i det daglige arbejde, men i stedet anvendes øjemål,
funktionsbedømmelse, palpation m.v.
Som forlængelse heraf planlægges derfor en
undersøgelse af øjemålets evne til at bedømme vinklers størrelse.
Det kunne også være relevant at undersøge vores
diskriminans= evne til at skelne ændring.
Tilbage til toppen
Vinkelstørrelse vurderet med Øjemål.
Pilot-projekt.
K. Grey, 1988.
RESUME:
Undersøgelse af variation ved vinkelmåling med
øjemål. 6 terapeuter udfører serier på 6-9 vinkelmålinger på 2
tegnede vinkler. Variationen, målt som forskellen mellem maksimum og
minimum, var 15 grader intraindividuelt, og 20 grader
interindividuelt ved en vinkel på 56,5 grader. Ved en vinkel på
124,75 grader var største individuelle variation 40 grader.
Ledmåling kræver omhu for at være nøjagtigt og
reproducerbart. Man bør foretrække brug af vinkelmåler frem for
øjemål.
Problemstilling:
Terapeuter anvender øjemål frem for goniometer
ved bedømmelse af ledbevægelighed, for nemheds skyld, skønt brug af
ledmåler forventes at være mere præcis.
Hypotese:
Brug af øjemål med fører stor unøjagtighed og
lille reproducerbarhed.
Metode:
6 undersøgere har vurderet 12 vinkler (dannet
af 2 rette linier) 3 gange.
Ud af de 12 vinkler var 3 ens (V1). Målt med
vinkelmåler var de 56,5 grader. 2 andre var ens og målte med
vinkelmåler 124,75 grader (V2).
Alle opgav gradtallene med 0 eller 5 som
endemål, hvilket giver en afrundingsfejl på +/- 2,5 grader.
Der blev således af hver undersøger givet 9
vurderinger af vinkel V1. Hver undersøger gav 6 vurderinger af
vinklen V2.
Resultater:
Gennemsnittet ved brug af øjemål var samlet
55,3 på V1 og på V2 var gennemsnittet 127 grader.
V1: 55,3 grader. Største
difference ml. minimum og maksimum var 15 grader intraindividuelt,
og 20 grader for alle.
V2: 127 grader. Største
individuelle variation var 40 grader. Det samme gælder for alle
undersøgerne samlet.
Sammenlignes disse fund med ovenstående forsøg
(”del 1, vinkelmåler” (objekt 1)), hvor variationen var 2 og 3
grader på en vinkel på ca. 60 grader, fremgår det at både
afrundingsfejlene, den intraindividuelle og den interindividuelle
variation gør øjemålet mindre pålideligt end resultater opnået med
vinkelmåler.
Grafer:
Øjemål-V1, lille vinkel
Øjemål-V2, stor vinkel
Konklusion / diskussion:
Man kan sammenregne alle resultater og se de
gennemsnitlige øjemål afviger +4,77 grader og -4,01 grader fra
resultaterne opnået med vinkelmåler. Selvom dette ser forholdsvis
gunstigt ud, vil de enkelte variationer fra måling til måling og fra
undersøger til undersøger virke forstyrrende ind i det daglige
arbejde.
Man må således foretrække vinkelmåler, hvor det
er muligt. Lange vinkelben og gradinddeling på 1-grads intervaller
øger præcisionen.
Ekstern validitet:
Øjemål er her anvendt på tegnede vinkler, og
resultaterne kan ikke uden videre overføres til bedømmelse af
menneskelige led. En sammenligning mellem øjemål og ledmåling af
menneskelige led afspejler bedre den kliniske virkelighed.
Den her anvendte metode dækker primært måling
på hængsel-led med fast akse. Ved bedømmelse af led med forskydelig
akse, rotationskomponenter eller sammensatte bevægelser over flere
ledkomponenter, f.eks. skulder, ryg eller fodled, kræves evt. andre
målemetoder /-redskaber.
Ledmålingens kliniske placering og sammenhæng
med organ-, funktions- og deltagelsesniveau er ikke vurderet.
Bedømmelse af bevægelighed/mobilitet vil være relevant på alle tre
niveauer, men i flere betydninger. Ledmåling hører primært hjemme på
niveau 1, hvor klinikeren snarere vil vurdere bevægelighed på
funktionsniveau ved f.eks. rækkevidde (i en bestemt funktion) eller
skridtlængde under bestemte vilkår.
Tilbage til toppen
- 0 - |
